Ildfestregatta er en Silkeborg-specialitet

Silkeborg Ildfestregatta er ikke blot Danmarks største, men også ældste folkefest. Den første blev holdt i 1899. Ildfestregatta er en Silkeborg-specialitet og så langt fra en byfest i gængs forstand. Hovedformålet har altid været at skabe reklame for byen og give borgerne og gæsterne en usædvanlig oplevelse. Derfor bliver der ikke taget entre ved de egentlige Regatta arrangementer i festteltet og på Havnepladsen.

I samtlige år har de centrale elementer været de samme - nemlig en eventyrverden langs å og sø indhyllet i hundredtusinder af lys og lamper, sejladser med hundreder af illuminerede både samt festfyrværkeri suppleret med festlig underholdning.

Omkring 300.000 mennesker ventes at samles i byen i løbet af festdagene, heraf mindst en tredjedel til den store afslutning om lørdagen. Regattaen for seks år siden samlede godt 400.000 gæster. Men det skyldes antageligt, at festen var 'rund' og strakte sig over en hel uge. Det samme gjorde Ildfestregattaen i 1996 og, hvor Silkeborg kunne fejre 150 års jubilæum.

Hvad betyder festens navn "Regatta" egentlig ?

I folkemunde her i Silkeborg går festen under navnet 'Regatta'. Det rette navn er reelt Ildfestregatta.

Hvis man finder leksikonet frem, vil man under Regatta se, at det oprindelig er italiensk, betyder en flåde, et stævne inden for roning, kano- og kajaksport, samt motorbådssport. Bådene er inddelt i forskellige klasser afhængig af for eksempel mandskabets størrelse, bådenes længde osv.

Regattaer fandtes allerede i oldtidens Ægypten. I middelalderen omtales de flere steder, blandt andet i Venezia, og i vore dage hører Regattaer til de traditionelle sportskonkurrencer.

Nu er Ildfestregattaen jo ingen sejlsportskonkurrence, men da ordet Regatta også dækker begrebet flåde, så passer pengene alligevel.

Men for at præcisere, at Silkeborgs helt specielle Regatta er en længere sejlads og en stor flåde med store og små illuminerede både, som også er indhyllet i gigantiske lysarrangementer, og hvis sejlads slutter med festfyrværkeri, så dækker benævnelsen Ildfestregatta godt.

Ildfestregattaen i 2017 er den 37. i rækken !

Den allerførste Ildfestregatta

I 1899 blev den allerførste Ildfestregatta holdt i Silkeborg, og det er nu landets ældste - og en af de største folkefester.

I Danmark er det i realiteten kun i Silkeborg, man kan holde en sådan Ildfest. Netop fordi vi i Silkeborg har vand til en længere sluttet sejlads og en flåde af store og små både, der sammen med lysarrangementerne i naturen og langs sø- og åbrederne kan kreere noget helt specielt. Med denne første egentlige regattafest holdtes som en afslutning på Det jyske Fællesskue i Silkeborg med dyr fra 60 landboforeninger.

Avisen skrev dengang:
"Ved åens næstsidste bøjning ses pludselig alle åhaverne oven for jernbanebroen liggende i en eventyrlig belysning, pyntede med kulørte lamper ved bolværkerne og op ad lysthusene og ind imellem træerne".

På Hjejlen spilledes nationale melodier, og fra haverne kastede man roser ud mod regattaflåden. Den første Regattafest kaldtes i øvrigt også for fyrværkerifest. Karakteristisk er det, at de første Regattafester holdtes som afslutning på kongresser og lignende.

Silkeborg blev kendt for sine ildregattafester med den store udsmykning langs Gudenåen, sejlads med illumination og et vældigt menneskemylder. Regattafesten i 1915 blev den sidste i en længere årrække blandt andet på grund af tidens trange kår.

hjejlen-flaaden hovedporten
hjejlen-flaaden ungskue

 

 

Ildfestregatta  anno 1958

Flemming Christoffersen, Silkeborg har været så venlig at sende os disse billeder - taget af hans far (Øjvind Christoffersen) som diaspositiver i 1958. Klik på billederne og se dem i en større version

09 11 15a
25a 26a 28a

 

 

Ildfestregatta  anno 1993

Denne beretning er fortalt af tidligere formand for Silkeborg Turistforening, Kaj Hansen

Anker Jørgensen sendte flybilletten retur !

I forbindelse med Silkeborg Ildfestregattaen i 1993 havde daværende Borgmester Jørn Wurtz og Turistforeningen besluttet at åbningen af Silkeborg Ildfestregatta skulle foretages af forhenværende Statsminister Anker Jørgensen. Nu er Anker Jørgensen her ikke mere. Det får mig til at skrue tiden tilbage til august 1993.

Vi havde planlagt ca. 3-5 minutter til Anker Jørgensens åbningstale, men den gode mand havde god tid og viste stor interesse for hvad der skete i Silkeborg og ikke mindst den dejlige ost fra Them, som han altid købte. Og så var der også lige nogle oplevelser fra hans seneste besøg i Norge som skulle tages med inden vi kunne gå over til selve åbningen. Det var bare herligt og hyggeligt. Et par tusinde mennesker der deltog i festlighederne klappede i begejstring over Anker Jørgensens tale. Det, der er kernen i denne beretning - det er, at efter Anker var kommet tilbage til København, skrev han et brev vedlagt en check på ca. 1.500,- med følgende tekst:

Kære Turistforeningsformand Kaj Hansen
Tak for en dejlig dag i Silkeborg
Idet jeg blev transporteret til Silkeborg og tilbage til København på anden vis fik jeg ikke anvendelse af den flybillet som du sendte  til mig. Derfor har jeg fået det indbetalte beløb retur ( check vedlagt ). Jeg har dog tilladt mig at fratrække kr. 40,00 for det beløb det kostede at få flybilletten annulleret. 
Med venlig hilsen
Anker

Hvem sagde Anker Jørgensen ikke havde styr på finanserne i sin statsministertid :-) ?

anker jorgensen

På billedet ses fra venstre den tidligere formand for Silkeborg Turistforening Kaj Hansen, den daværende borgmester i Silkeborg Jørn Würtz samt statsminister Anker Jørgensen

Copyright © 2017 Silkeborg Turist & Regattaforening Reserved